Who cast that first fateful tomato that started the La Tomatina revolution? The reality is no one knows. Maybe it was an anti-Franco rebellion, or a carnival that got out of hand. According to the most popular version of the story, during the 1945 festival of Los Gigantes (a giant paper mâché puppet parade), locals were looking to stage a brawl to get some attention. They happened upon a vegetable cart nearby and started hurling ripe tomatoes. Innocent onlookers got involved until the scene escalated into a massive melee of flying fruit. The instigators had to repay the tomato vendors, but that didn't stop the recurrence of more tomato fights—and the birth of a new tradition.
Fearful of an unruly escalation, authorities enacted, relaxed, and then reinstated a series of bans in the 1950s. In 1951, locals who defied the law were imprisoned until public outcry called for their release. The most famous effrontery to the tomato bans happened in 1957 when proponents held a mock tomato funeral complete with a coffin and procession. After 1957, the local government decided to roll with the punches, set a few rules in place, and embraced the wacky tradition.
Though the tomatoes take center stage, a week of festivities lead up to the final showdown. It's a celebration of Buñol's patron saints, the Virgin Mary and St. Louis Bertrand, with street parades, music, and fireworks in joyous Spanish fashion. To build up your strength for the impending brawl, an epic paella is served on the eve of the battle, showcasing an iconic Valencian dish of rice, seafood, saffron, and olive oil.
Today, this unfettered festival has some measure of order. Organizers have gone so far as to cultivate a special variety of unpalatable tomatoes just for the annual event. Festivities kick off around 10 a.m. when participants race to grab a ham fixed atop a greasy pole. Onlookers hose the scramblers with water while singing and dancing in the streets. When the church bell strikes noon, trucks packed with tomatoes roll into town, while chants of "To-ma-te, to-ma-te!" reach a crescendo.
Then, with the firing of a water cannon, the main event begins. That's the green light for crushing and launching tomatoes in all-out attacks against fellow participants. Long distance tomato lobbers, point-blank assassins, and medium range hook shots. Whatever your technique, by the time it's over, you will look (and feel) quite different. Nearly an hour later, tomato-soaked bombers are left to play in a sea of squishy street salsa with little left resembling a tomato to be found. A second cannon shot signals the end of the battle. | Hvem kastede dén første skæbnesvangre tomat, der startede La Tomatina-revolutionen? Sandheden er, at ingen ved det. Måske var det et anti-Franco-oprør eller et karneval, der løb løbsk. Ifølge den mest populære udgave af historien ville lokale under 1945s udgave af Los Gigantes-festivalen (en kæmpestor papmachedukke-parade) starte et slagsmål for at få noget opmærksomhed. De stødte på en grønsagsvogn i nærheden og begyndte at kaste modne tomater. Uskyldige forbipasserende blev involveret, indtil det hele endte i et massivt orgie af flyvende frugt. Urostifterne måtte betale tomatsælgerne, men det satte ikke en stopper for tomatkampene – og for en ny traditions fødsel. Af frygt for eskalerende uroligheder først vedtog, lempede og sidst genindførte myndighederne en række forbud i 1950erne. I 1951 blev lokale, der trodsede loven, sat i fængsel, indtil offentligheden krævede deres løsladelse. Den mest berømte provokation imod tomatforbuddene fandt sted i 1957, da fortalere afholdt en parodisk tomatbegravelse med kiste, optog og det hele. Efter 1957 besluttede de lokale myndigheder at gå med strømmen. De opsatte nogle få regler og omfavnede den skøre tradition. Selvom tomaterne har hovedrollen, så leder en hel uges festligheder op til den store finale. Det er en fejring af Buñols skytshelgen, Jomfru Maria, og St. Louis Bertrand med parader i gaderne, musik og fyrværkeri på glædelig spansk vis. Som opladning til det forestående slagsmål serveres på kampaftenen en overdådig paella, en ikonisk valenciansk risret med fisk, skaldyr, safran og olivenolie. I dag har denne uhæmmede festival nogle ordensforhåndsregler. Arrangørerne er nået så vidt som til at fremavle en særlig sort af ildesmagende tomater kun til denne årlige begivenhed. Festlighederne går i gang omkring kl. ti om formiddagen, når deltagere konkurrerer om at få fingre i en skinke i toppen af en glat stang. Lykkeridderne sprøjtes til med vandslanger fra tilskuere, der synger og danser i gaderne. Når kirkeklokken slår middag, ruller lastbiler læssede med tomater ind i byen, mens råbende "To-ma-te, to-ma-te!" tager til i styrke. Så, med affyringen af en vandkanon, begynder hovedbegivenheden. Det er grønt lys til at mose og kaste tomater i frontalangreb på de øvrige deltagere. Langdistance-tomatlob, nedskydninger på klods hold og medium afstands-kringleskud. Uanset hvad teknikken er, så vil man se ret anderledes ud (og føle sig anderledes), når det hele er ovre. Næsten en time senere slås gennemvædede tomatkæmpere i et hav af most gadekompot, hvori noget der ligner en tomat er svær at finde. Et andet kanonskud signalerer enden på kampen. |